Jagtrejse til Ungarn.
Efter en god jagtsæson og en masse eftersøgninger, var det nu blevet min tur til at komme på jagt. Jeg havde bestilt en jagtrejse hos LB Jagtrejser, hvor turen skulle gå til Ungarn, og målet skulle være en Muflonvædder. Jeg rejste sammen med Jens, som havde samme mål som mig. Vi gik begge og drømte om at opleve den intense stemning, som mange jagtfilm er så gode til at vise, pürschen ind på det dyr som hele vores jagtrejse nu engang skulle handle om.
Under indflyvningen til Budapest lufthavn kunne vi ud af vinduet i den tiltagende dæmring se, at jordens overflade så en smule anderledes ud end forventet. Var det blank vand, der stod dernede på markerne, eller var det noget andet. Det var noget andet, det var nemlig sne, og kaptajnen havde lige meldt om 5 plusgrader, hvilket jo så betyder, at sneen er ved at smelte.
Efter en lille times kørsel fra lufthavnen var vi fremme ved vores bestemmelsessted i fuldstændigt mørke. En perle af en indkvartering, et Hunting Lodge af format. Her har de tidligere kommunistiske magthavere sikker haft mange gode timer.
Efter at vores våben havde været igennem tre lufthavnes bagagesystem, hvor ordet ”Behandles med forsigtighed” ikke findes i ordbogen, synes både Jens og jeg, at det var på sin plads lige at få checket riflen, inden det gik løs på den første pürsch næste morgen. Det synes vores guider ikke var nødvendigt, for der var ingen tid at spilde; vi skulle afsted allerede kl. 06.30 næste morgen, så måtte indskydningen vente.
Ude i terrænet gik jeg og blev en smule glad for sneen, for det lød fuldstændigt som at vade rundt i corn-flakes, og så er det svært at pürsche sig ind på noget som helst. Dette på trods, stødte min guide og jeg alligevel ind i to råer; men ingen Muflon i sigte. Jens og hans guide havde set en gris og et muflon smaldyr, godt nok på meget lang afstand.
Ved indskydningen om eftermiddagen, viste det sig, at min riffel kastede kuglerne ud som med en møggreb. Derfor lånte jeg min guides riffel på eftermiddagens outing, mens min egen blev checket hos en våbenmager. Det viste sig at to skruer i skæftet havde løsnet sig.
Eftermiddagens anstand gav et kig på to rådyr, som vi spottede på vores vej hen til et tårn. Det lykkedes os faktisk (guiden og jeg) at bevæge os omkring 60-70 meter hen til selve tårnet, kravle op i det, finde kamera frem, skifte linse, og tage billeder af dyrene, der ikke var mere end ca. 30 meter foran tårnet, hvor de stod og essede. Det skal lige tilføjes, at her lå ingen sne. Muflon var stadig ikke i sigte.
Dag to.
Ud af fjerene kl. 6 om morgenen, en hurtig kop kaffe, der kunne slå bunden ud af selv den stærkeste jæger og afsted til reviret kl. 6.30. Efter en times kørsel rundt for at spotte, stoppede vi ved en slugt, hvor sneen var næsten væk. Her burde det kunne lade sig at gøre, at bevæge sig lydløst op igennem slugten. Og det lykkedes, indtil guiden tabte skydestokken. I det samme sprang to dyr op, ca. 200 meter fra os oppe på skråningen. To muflonvæddere, kunne han berette. Nu havde jeg da set ryggen af muflon, så vi besluttede at se, om vi kunne pürsche os ind på dem, for de luntede kun afsted fra der, hvor de åbenbart havde siddet.
Det lykkedes os via en stor bue at komme op foroven, hvor vi kunne se fod efter dem i noget optøet bar jord. Vi fulgte efter, indtil et spring rådyr smælende afslørede vores tilstedeværelse. Fandens også. Muflon så vi ikke mere til, men stedet skulle komme til at få afgørende betydning senere på turen.
Min riffel var kommet tilbage fra våbenmageren, og det var tid til indskydning. Jeg forudså at indskydningen ville tære hårdt på den mænge ammunition, jeg havde medbragt, så for at være på den sikre side, fik jeg arrangeret en ny forsyning. Normalt skyder jeg med Norma, men det var man ikke leveringsdygtig i, hvorfor det blev Lapua ammunition, og en del skud før riflen var tilbage i indstilling.
På grund af de manglende muflon’er, blev jeg tildelt et helt andet revir, og en helt anden guide, Josch. Min oprindelige guide, Peter, var med ud til reviret som en slags bisidder (men blev tilbage ved bilen), hvor det har sikkert pint ham, at en anden lige pludseligt skulle overtage, og måske være i stand til at levere varen. Mit håb for succes steg da også adskillige grader, for aldrig så snart vi begyndte vores Pürsch ind i det nye terræn hos Josch, lettede der en pænt stor keiler, lige på den anden side af det spor vi pürschede op langs med. Og ikke nok med det, efter yderligere ca. 150 meter, spottede Josch en vædder længere fremme. Jeg skal ærligt indrømme, at mit humør steg adskillige grader. Vi startede fremrykningen i skjul af en forhøjning, og spændingen blev om end endnu højere da vi, fri af bakken, kunne konstatere en vædder mere i selskab med et får. Nu havde vi tre dyr at holde øje med, så vores fremrykning gik særdeles langsom. Under vores fremrykning bevægede dyrene sig væk fra os, for til sidst at fosvinde over en bakkekam; og da vi selv nåede derop, var dyrene som sunket i jorden. Og det var så det; meeen jeg så da masser af vildsvin og en stor rudel kronvildt på vores tur resten af eftermiddagen rundt på reviret, så jeg var ikke helt slukøret, da dagen til sidst blev til mørke. Hjemme på lodgen ventede vi alle tre på Jens, for han havde haft heldet med sig, og havde nedlagt en pæn vædder. Det havde været muligt for Jens at plukke en dominerende vædder ud af en gruppe på omkring 50 dyr, selv om det havde været temmelig mørkt. ”Nu er jeg glad for, at jeg har købt en ordentlig sigtekikkert” som Jens bagefter udtrykte det. Tillykke Jens.
Dag 3.
Vi stod op til en tyk, tæt tåge, så Peter og Josch havde indbyrdes besluttet, at jeg igen skulle med Peter ud i sit 2000 Hektar store revir. Heldigvis lettede tågen ret hurtigt. Morgenpürschen gav et kig på tre stykker dåvildt, to hinder og en kalv. Peter kiggede på mig og hviskede: ”Schiesen”? ”Nein danke”. Lidt senere kunne vi betragte to ræve, der var i gang med indledningen til artens overlevelse, og ca. en halv time senere kom en pænt stor keiler luntende bagfra og hen forbi os i en afstand af 30-40 meter. ”Schiesen” ”Nein danke.” Jeg var kommet for at få trådkorset fyldt ud med en muflon-vædder.
Om eftermiddagen havde vi aftalt at mødes lidt tidligere, for det var Peters plan, at vi først skulle bruge noget tid på at køre rundt for at se, om vi kunne spotte nogle dyr. Og jeg skal da lige love for, vi kom ud at køre. Op og ned igennem slugter hvor man ikke kan køre, hele tiden på langs af solbeskinnede skråninger, hvor Peter regnede med at dyrene ville gå i eftermiddagssolen. Men nej. Til sidst kom vi ud på noget relativt fladt terræn, og tanken var vel at køre over det, for så at starte en ny ”mobilpürsch” på den anden side af det flade. Midt på det flade, - højskov på den ene side af vejen, krat på den anden, stoppede han pludseligt bilen, steg ud og løb hen ad vejen, rundt om et hjørne , og væk var han, skjult af krattet. Efter noget tid kom han tilbage, vildt fægtende med armene, og pegede over på en bakketop i den retning vi var kommet fra. ”Det er der vi gik i går morges”. (Den tur hvor Peter tabte stokken, og to muflon’er sprang op.) Omkring to kilometer fra os, i den retning vi lige var kommet fra, gik der 4-5 muflon’er og græssede. Oven for dem helt oppe på toppen, stod en kæmpe vædder, kongen, og kiggede ud over sit kongerige. Hans kæmpekrøller var lette at se i kikkerten. Jeg var helt oppe at ringe. ”Skal vi ikke tilbage, og så pürsche os ind på dem”? ”Nej” blev der svaret, ”så hellere sætte os ved en foderplads, der befinder sig ca. 200 meter neden for der, hvor de står, og så håbe på at de kommer derned til aften.” OK, - det lød som en plan. Ind i 4-hjulstrækkeren, og afsted gik det op over en høstet majsmark, så jord og mudder stod om ørerne på os. Oppe for enden af marken skulle vi ind i skoven ad et totalt ufremkommeligt mudret hjulspor. Motoren larmede på fulde omdrejninger, differentialespærren skreg, hjulene spandt i mudderet, men frem kom vi da, indtil vi skulle om et hjørne - og sad fast. Frem og tilbage, som når man er kørt i en snedrive. Fuld pedal, frem og tilbage, motoren larmede, og vi var vel omkring 500 meter fra dyrene i lige luftlinje. Jeg var sikker på, de for længst var forduftet til mere rolige omgivelser. Endeligt kom vi fri og kunne køre det sidste stykke hen til, hvor en sti førte de sidste par hundrede meter ned til et skydeskjul oven for foderpladsen. På vej derned, mente Peter at dyrene stadig gik deroppe. ”Schlafen” sagde han.
Nu var der ikke andet at gøre end at vente. En time gik uden at vi hørte andet end en spætte over vores hoveder. På et tidspunkt kunne jeg mærke, at der var ved at bygge sig et host op i min hals. Panikken begyndte at brede sig, og i et forsøg på at undertrykke hosten, kom jeg i stedet til at lave en underlig sprutlyd, og måtte hoste igennem ved at begrave ansigtet i mit jakkeærme. Der røg nok lige chancen for muflon. Omkring et karter senere rettede Peter sig op og lyttede. Med to knyttede næver signalerede han at to væddere slog hovederne sammen deroppe. Jeg troede det var en doven spætte, der sat og slog lidt til et træ. Ikke lang tid efter pegede han på min riffel. ”Nu kan du godt gøre dig klar,- nu kommer der dyr” signalerede han. Og ganske rigtig. Ned ad skråningen kom fåret, og bag hende fire lam eller ungdyr, og i behørig afstand kom kongen. Han lod lige undersåtterne indtage pladsen først, inden han selv skred ind på scenen. Stor og mørk og med horn der virkede som om de snoede sig vinkelret ud fra hovedet. Først stoppede han med fronten op imod os, så vente han bredsiden til, men de unge var hele tiden omkring ham. Efter noget der føltes som evigheder, kom han fri, og skuddet bragede. Uden skudtegn vendte dyret 180 grader omkring, og sammen med de øvrige, flygtede han i vild panik væk fra foderpladsen og ned gennem dalen. Tusinde tanker fløj igennem mit hoved. Jeg havde husket at kompensere for den nedadgående vinkel. Havde jeg alligevel holdt for højt. Havde jeg overhovedet ramt. Havde jeg forspildt min chance, eller hva’. Havde jeg nu lavet lort i den, skulle den eftersøges her i halvmørket, (klokken var ti over fem). Har de overhovedet schweisshunde her i Ungarn ???? Mit problem var også, at jeg ikke kunne læse på Peter, hvad der var sket.
Efter ca. 100 meters flugt, slog vædderen lige pludseligt landingshjulene op under sig, og kurede 7-8 meter gennem bladene videre nedover, for til sidst at ende i et par koldbøtter og blive liggende. Hvilken befrielse. Peter og jeg kiggede på hinanden, og begge vore ansigter flækkede i et kæmpe smil, der gik fra øre til øre. Han havde endeligt i den 6. outing leveret en vædder, og jeg havde indfriet hans forventninger til den jæger, han havde kæmpet så hårdt for. Gennem de 3 jagtdage, kunne jeg se frustrationen lyse mere og mere ud af ham, jo flere gange vi kom hjem uden at have set skyggen af en muflon overhovedet. Og så oven i købet havde hans kollega Josch efter en halv time kunnet vise tre dyr, som vi indledte en pürsch på.
Da vi kom ned til den forendte vædder, kunne vi se, at der var tale om en speciel herre. 7 år gammel med abnorme horn, der om to år ville begynde at vokse sig ind i underkæben på dyret. Han var i sandhed konge. Grå om mulen og øjnene, grå i pelsen på kroppen og slidmærker på hornene. Der har nok været en grund til, at han var blevet så stor, som han var.
Efterskrift.
Stor ros til arrangøren af denne jagtrejse. Hvor er det dejligt at møde så dedikerede mennesker, der er så opsatte på at levere både varen, og en god oplevelse. Jeg var ude med Peter, og min rejsemakker Jens var ude med Atila. I guidernes frustration over sneen, der gjorde det næsten umuligt at pürsche, og i deres frustration over ikke at spotte de dyr, de vidste, skulle være der, talte de med deres kolleger på andre revirer for at finde egnede alternativer. Hjælpsomheden med at få fixet min riffel, få fat i ny ammunition og få riflen skudt ind på ny. Mens jeg var ude med Peter, hvor det lykkedes at skyde vædderen, var en anden guide uden på sit revir for at spotte dyr, så jeg havde haft et alternativ til den sidste outing, inden vi skulle hjem igen. Det blev så heldigvis ikke nødvendigt.
Nu er jeg bare spændt på at se den hovedmonterede vædder, når den engang kommer hjem til Danmark.
